simses blog

Det er nok ikke gået helt ubemærket hen, at min far sidste år valgte at gå på pension og sælge gården. Det skete umiddelbart før han fylte 60 i begyndelsen af august.
Jeg har nu tilbragt en lille uges påskeferie i deres "nye" hus i Slagelse - billeder tilgår i en senere artikel - og jeg kom til at tænke tilbage på tiden, hvor de boede på farmen(tm) i Klovby. Jeg har sat et par billeder på, så vi alle kan komme lidt i bondegårdsstemning - de er taget sidste sommer.

Min far solgte til en nabo og han kommer der stadig og hjælper når det snærper til - men sjovt nok er han absolut ikke afhængig af at komme derop. Han bliver hellere end gerne hjemme og slapper af på sofaen... kender vi den? :o)
Det er en helt anden fornemmelse for mig at "komme på landet". Man kan jo ikke ligefrem sige at Slagelse centrum er afskåret fra omverdenen. Men jeg synes faktisk det er rart - jeg er jo vant til at bo i byen og savner ikke lugten fra de 3 produktionsstalde... ensige at passe svin når mine forældre have lyst til en weekend off-site. Ja, -man bliver sgu hurtigt forvænt med at bo i byen.
Men det er sgu alligevel noget af en omvæltning når jeg tænker over det... men jeg er glad for min far tog beslutningen om at sælge i en forholdsvis "ung" alder, så han kan nyde det frie liv uden dyr der skal passes 365 dage om året - det under jeg ham virkelig!

Den frie natur er dog ikke lige ved indkørslen - i dag måtte jeg tage bilen ud til Slagelse Lystskov for at få lidt ekstra afstande til min lange løbetur. Og tak for kaffe - jeg havde regnet med at løbe rundt en times tid, men havde ikke liiige styr på det. Efter ca. 40 minutter havnede jeg for enden af en blind skovvej ved et hus - ingen stier videre, kun en mand som smilende bemærkede, at "sådan går det når man løber væk fra de store veje". Jeg måtte en lille kilometer tilbage for at finde sidste kryds og kunne fortsætte af en anden vej - overbevist om, at jeg blot skulle 10 op og så 15 minutter på tværs. Men ak, der var ingen veje/stier i den rigtige retning, og efter en god times tid nåede jeg en lille landsby op mod jernbanen mod nord - DOUW!
På broen over jernbanen overvejede jeg situationen i et halvt minuts tid og valgte så at tage en markvej langs yderkanten af skoven. 'Markvej' var nok så meget sagt, men der havde i hvert fald kørt en traktor nogle gange, og på et tidspunkt måtte der vel være mulighed for at tage en vej retur ind i skoven... ok, et sats! ...og umiddelbart var det den eneste mulighed for at komme i den rigtige retning. Jeg kom retur ind i skoven efter en god kilometers penge, men der var pæænt langt retur... jeg havde allerede sat tempoet væsentlig ned efter jernbanebroen - havde luret der var et godt stykke hjem - og der er jo Test 3 på søndag, hvor benene skal være i top-form. Selv om jeg valgte helt rigtigt med de næste veje, tog det mig hele 1 time og 39 minutter at komme retur til bilen... pænt smadret - terrænet er ret bakket!
Bågger, -nu håber jeg bare benene er klar til næste uge og jeg ikke ryger rundt med en solid skade som visse andre... :) Nå, indtil videre er der ikke noget at mærke - andet end trætte ben.